Todages vandretur i Syrenland

Oplev Sydfyn når det er smukkest, På en to dags vandretur med overnatning og fuld guidning.
Snør vandrestøvlerne og lad tempoet falde.
Med Det Sydfynske Øhav i forhaven og Svanninge Bakker i baghaven ligger Faaborg, én af Danmarks ældste og smukkeste købstæder. Men Faaborg egnen er mere end fynsk stokroseidyl. For når maj er på sit højeste, folder Syrenlandet sig ud med et landskab, der dufter af forår og er svøbt i lilla nuancer.
På denne 2 dages tur i Det sydfynske besøges Syrenlandet og ikke mindst Geopark Det sydfynske Øhav. Med bl.a. Arreskov sø, Håstrup Bjerge og Helvedes hule.
Dette er en let vandring. Man vandrer godt nok mange timer hver dag, men der er plads til at holde flere pauser undervejs, så alle kan være med – både dem, der går hurtigt og dem, der tager sig tid. Der er fuld forplejning og gode senge undervejs.
DAG 1 (13. maj) // Velkommen til Syrenlandet
Mødested Faaborg kl 09:00
Fra mødestedet på havnen i Faaborg – er der fælles transport til Håstrup, hvorfra vores vandretur begynder. Håstrup kaldes populært for Danmarks eneste bjergby – beliggende midt i den sydfynske bjergkæde.
Fra Håstrup går turen over Håstrup bjerge og vi bestiger udsigtspunkterne Dronningeudsigten og Trebjerg.
Frokosten nyder vi ved Trente Mølle.
Nu er vi i centrum af Syrenlandet. Det er i området omkring Ny Stenderup og Gl. Stenderup at vi bliver omgivet af syrenhegn og den tunge duft.
Vi krydser landevejen og går nord og øst om Arreskov Sø, og kommer på vej til Korinth, bl.a forbi Arreskov Slot. Der er næsten statsgaranti for at opleve havørn på strækningen.
Dagens vandring slutter i Korinth. I Korinth bliver vi indkvarteret i der nyrenoverede del af Korinth Kro. Kroen er hele byens kro, og kan efter mange års forfald – i dag byde os velkommen. Vi får kroens historie – og en rundvisning i de mange planer og projekter som de mange ildsjæle og frivillige har for bygningen de kommende år.
Aftensmad – og hygge.
Antal km: 15,5
Måltider: – / F / A
Overnatning: Korinth Kro
DAG 2 (14. maj)
Efter en dejlig morgenmad, og udstyret med en god madpakke er der afgang fra Korinth i retning mod Gærup og syd om Arreskov sø.
Arreskov Sø er Fyns største sø og dækker 317 hektar. Fra dens østlige bred udgår Odense Å. Videre over Sollerup Enge, hvor der findes resterne af et voldsted fra den tidlige middelalder. Vi følger Rislebækken ind i Sollerup skov går direkte ind i Helvedes Hule, hen dyb og smuk slugt, udlagt til urørt skov.
Herfra går vi gennem Svanninge Bjerge og bestiger Lerbjerg (Fyns fjerdehøjeste punkt 126 moh.) Herfra er det en fantastisk udsigt over store del af øhavet.
Området bugner med natur og kulturhistorie som vil blive fortalt. Hvordan blev Arreskov Sø til, hvad skjulte sig i Helvedeshule og hvorfor ryster Lerbjerg nogen gang?
Vi er nu slået ind på Øhavsstien som vi følger mod syd over Sundbakkerne med den fantastiske udsigt over Faaborg og Øhavet som kommer os i møde.
Videre langs med den gamle fjord –Sundsøen, og så er vi atter retur i Faaborg.
Antal km: 14,5
Måltider: M / F / –
Turen ledes af:
Turleder Geopark guide / Naturvejleder Leif Sørensen
Turleder Mads Rye Sletbjerg
Prisen inkluderer:
1 x Overnatning
1 x Aftensmåltid
2 x Frokost
1 x Morgenmad
2 x Bagagetransport
Prisen inkluderer ikke:
Transport til/fra Faaborg
Drikkevarer
Snacks, chokolade og evt. energibarer
Sværhedsgrad: 2 – moderat
Du behøver ikke at være i form til et Marathon.
Distancerne er ikke superlange, og tempoet bliver afpasset deltagerne. Det er dog vigtigt med gode vandresko eller vandrestøvler, der er gået til..
Om turlederne
Turguidér på turen er Naturvejleder/geopark guide Leif H. Sørensen og Turleder Mads Rye Sletbjerg. I er i særdeles kyndige hænder.
Leif bor midt i området, hvor han har været naturvejleder i snart 30 år, og kender området som sin egen bukselomme, også de mere hemmelige steder… Desuden har han været med til at tilrettelægge forløbet af Øhavsstien, som vi til tider går på. Leif ved alt om insekter, svampe, planter etc..
Mads er turistmanager i Faaborg, og har derfor også et indgående kendskab til det landskab vi bevæger os i gennem, og til det politiske spil i kommunen. Mads har været prof. turguide på adskillige ekspeditioner i Sydøst Asien. Og samme er de aktive Syrenland Sydfyn, og glæder sig til at vise jer Sydfyn når det er smukkest – når syrenerne blomstre.
